En time og en solskoldning efter ankomst kun afbrudt af utallige spørgelystne argentinere der er helt vilde med to unger der sidder i sådan en anhænger, kan vi endelig cykle op til den hytte vi har lejet for de næste par dage. Så skal der købes mad osv.
En tur i bussen er ikke slem når ungerne tager 12 timer på langs
Foran os havde vi 20 timer i bus (1600 km) men med store brede sæder der kan ligges helt fladt ned, var det faktisk en fornøjelse at kigge og kigge ud på landskabet der for forbi.
Der er jo som nævnt en del bagage, og det var nær ved at vi ikke havde nået bussen fra buenos aires da ingen taxier ville tage os til station. Så da der var 1/2 time til afgang og vi stadig ikke var kommet nogen sveder var det bare om at prøve og stoppe de varebiler der kom forbi og spørge om de kunne tænke sig en ekstra indtjening. Sjovt nok var det som om gaderne pludselig var meget meget tomme og panikken begyndte så småt at give sig udtryk i sved på panden. Efter flere forgæves forsøg fortalte nogen at de havde set en tom varevogn på den anden side af blokken og den kunne jo være færdig med dagens grøntsagsomdeling. Så kunne det ellers nok være at vores dørvogter Cesar fik benene på nakken. Afsted det gik i laksko og kaki dørvogter uniform og minsanten om det ikke lykkedes! Så ind med cykler og anhængere og tasker på ladet og os fire på passagersædet og afsted det gik. Der VAR faktisk ikke megen trafik og vi nåede på stationen på rekordtid, helt uden at grøntsagsmanden kørte råddent. Vel nede på stationen fik vi hurtigt fat på nogle dragere og så lige gå et par hundrede meter hen til perron 37 (heldigvis skulle vi ikke hen til nr 130). Manden som smider bagage ville selvfølgelig ikke tage cyklerne og måtte bestikkes med 100 pesos. Helt urimeligt men vi orkede ikke nogen diskussion.
Vi er nu ankommet til Patagonien hvorfra vores cykeltur skal begynde. Fantastisk vejr og meget højt til himlen. Cyklerne skal nu samles for første gang siden vi forlod danmark så det var lidt spændende om de havde taget skade af turen.
